Tirsdag 25. november
Så meget på hjerte
Tiden er knap, og der er så meget, Jesus gerne vil nå at sige til sine disciple. Bare teksten i dag har mindst fire vigtige temaer, som hver for sig kan udfoldes og overvejes. Jeg vil opmuntre dig til at udvælge én pointe og "slå lejr" der i dag.
1. Frafald. Jesus har ikke skjult, at livet er en kampplads. Der er meget, som kan føre os væk fra livet med ham. Ikke bare rundt om os, men også inden i os. I det kristne fællesskab bærer vi hver især et stort ansvar for at bygge troens liv op og opmuntre hinanden.
Vi må kæmpe, så vi ikke gør troens liv unødvendigt hårdt, og især så vi ikke bliver årsag til, at andre mister troen.
2. Tilgivelse. Når der så opstår situationer, hvor vi står i vejen for hinanden og forsynder os mod hinanden, må vi være parate til at tilgive – og søge tilgivelse hos – hinanden. Det er ikke rart at blive konfronteret med sine fejl, men det er nødvendigt, så vi kan angre og søge tilgivelse – selvom det så er 7 gange om dagen!
3. Tro. Har du også drømt om en stor tro? Måske ved du det allerede, men Jesus lægger igen vægten et helt andet sted. Det vigtige er, hvem du tror på. Dét skal have din opmærksomhed og dit fokus.
4. At være i tjeneste. Hvordan er din selvforståelse som medarbejder i Guds rige? Det er tydeligt, at der er en rollefordeling mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Tjeneren har faste opgaver, som han forventes at tage sig af – det er hans arbejdsopgaver. Hvilke opgaver har Gud givet dig?
Fakta
Troens styrke måles ikke i størrelse, men i tilliden til Gud - selv en tro "som et sennepskorn" er nok.